Principprogram for Dansk Blindesamfunds Ungdom.
Indholdsfortegnelse:
1. Indledning.Handicappolitiske grundprincipper. Tilgængelighed: Central opsamling af viden. Brugerinddragelse:2. Familieliv.
Fosterdiagnostik: Støtte til synshandicappede børn i førskolealderen: Støtte til nyblinde børn og unge: Støtte til synshandicappede forældre: Forældre til synshandicappede børn: Støtte til multihandicappede børn og unge med synshandicap:3. Uddannelse og arbejdsmarkedet.
Støtte til synshandicappede børn i grundskolen: Rådgivning og vejledning i grundskolen: Støtte til synshandicappede unge på ungdomsuddannelserne: Støtte til synshandicappede unge på ikke-boglige uddannelser: Støtte på kortere, mellemlange og lange videregående uddannelser: Støtte til synshandicappede på arbejdsmarkedet:4. Fritidsliv.
Sport og fysisk aktivitet: Kultur: Undervisning og praktisk hjælp i fritiden:5. Afslutning.
Synshandicappede børn og unge ønsker, ligesom alle andre børn og unge, at være en del af det danske samfund med de pligter og rettigheder, det medfører. Vi ønsker at yde efter evne og nyde efter behov, at bidrage aktivt til samfundets udvikling. På grund af det manglende syn er det dog bydende nødvendigt, at samfundet indrettes, så det er muligt også som synshandicappet at udfylde samfundsopgaver som ligestillet borger.
Dette principprogram indeholder DBSU’s holdninger til, hvordan samfundets tilbud til synshandicappede børn og unge skal være. For læselighedens skyld er programmet inddelt i et afsnit om de generelle handicappolitiske rammer, som vi mener er bærende for blinde og svagsynede børn og unges hverdag, og nogle afsnit omhandlende de faser i livet, man som blind eller svagsynet gennemlever.
Handicappolitiske grundprincipper.
I det ideelle samfund er der ingen begrænsninger på, hvad blinde og svagsynede børn og unge kan. Samfundet vil da være indrettet, så der tages fuldstændig hensyn til blinde og svagsynede børn og unges synsproblemer. Aviser, tidsskrifter, bøger etc. vil findes på det medie, hver enkelt barn eller ung ønsker sig. Ethvert lyskryds vil være passabelt på alle tider af døgnet, og man vil selv kunne bestemme fuldstændigt frit, hvad man ønsker at uddanne sig til, og jobs vil være ligeså lette eller svære at få som for andre unge.
Sådan er samfundet imidlertid ikke indrettet - endnu. Derfor må DBSU insistere på, at samfundet, ved siden af at udvikle sig i retning af at blive ideelt, også fremover hviler på en række handicappolitiske grundprincipper. Handicapkompensation, integration og sektoransvar er nogle af disse principper. Først når samfundet er indrettet således, at blinde og svagsynede børn og unge ikke mødes af samfundsskabte barrierer kan man afskaffe disse principper.
Dansk handicappolitik har siden 1970’erne haft integration som et grundprincip. Det betyder, at blinde og svagsynede børn og unge ikke længere per automatik skal gå på specialskoler, hvor de er afsondret fra omgivelserne. DBSU mener, at Synshandicappede børn og unge skal være en del af samfundet og dermed undgå isolation og fremmedgørelse. Vi ser det som en fordel at samfundet er mangfoldigt også selvom integrationen kan give blinde og svagsynede børn og unge praktiske og psykologiske udfordringer i hverdagen.
For at integrationen kan virke, må den nødvendige kompensation for synshandicappet vederlagsfrit stilles til rådighed af samfundet. Det betyder, at de hjælpemidler, materialer og økonomiske forhold, som er nødvendige for at blinde og svagsynede børn og unge kan fungere på lige vilkår med andre børn og unge må stilles til rådighed af samfundet efter det aktuelle behov og i det tempo, der er nødvendigt for at sikre dagligdagens integration.
Den nødvendige kompensation for synshandicappet må stilles til rådighed af den sektor, som har ansvaret for at hjælpe andre børn og unge - sektoransvaret. Det betyder, at synshandicappede børn og unges problemer i forhold til f.eks. folkeskolen skal løses inden for undervisningssektoren, problemer med hensyn til hjælpemidler til arbejdsmarkedet skal løses inden for arbejdsmarkedssektoren etc. DBSU vil gerne slå fast, at man ikke er et socialt tilfælde, bare fordi man har et synshandicap. Tværtimod må vi kræve, at man integrerer blinde og svagsynede børn og unge og ansvaret for disse i de rigtige sektorer. Det skal naturligvis ske under hensyntagen til, at gruppen af blinde og svagsynede børn og unge ikke er en stor og homogen gruppe. Derfor må man have central opsamling og formidling af erfaringer, både blandt de blinde og svagsynede børn og unge selv og blandt de mennesker, der hjælper blinde og svagsynede børn og unge og deres forældre. Sektoransvar betyder efter DBSU’s opfattelse ikke, at hver eneste sektor skal opbygge erfaringer og ekspertise om blinde og svagsynede børn og unge, men hver eneste sektor skal have ansvaret for at indrette sig efter de erfaringer, som er opsamlet.
Disse tre handicappolitiske grundprincipper - integration, kompensation og sektoransvar - gælder efter DBSU’s mening i alle faser af tilværelsen som blind eller svagsynet. De vil derfor være gennemgående i resten af dette principprograms mere konkrete afsnit om disse livsfaser.
Et vigtigt element for synshandicappedes deltagelse i samfundslivet er tilgængelighed. Som synshandicappede er vi begrænset af forskellige samfundsskabte hindringer såvel i vores daglige færden som i adgangen til information.
I den daglige færden er disse forhindringer som regel manglende faste retningslinier for indretning af bymiljøer, så kantsten f.eks. forsvinder, kryds afløses af rundkørsler, som man kan fare vild i, og nybyggeri indrettes med fingertouch-systemer, som man skal kunne se for at betjene.
I forhold til at færdes med offentlige transportmidler er det problematisk, at der f.eks. ikke annonceres stoppesteder eller stationer, samt at informationsskærme ikke er tilgængelige.
Hvad angår adgangen til information er det tilgængeligheden til aviser, tidsskrifter, bøger mv., der ikke er til stede. I DBSU mener vi, at man i et gennemdigitaliseret informationssamfund må kunne levere den tekst vi ønsker på et læsbart medie, det være sig storskrift, blindskrift, lydbånd eller elektronisk tekst, efter den enkelte synshandicappedes eget ønske.
Et ganske særligt problem findes i forhold til tilgængeligheden til digitale løsninger. Her har vi som synshandicappede virkelig muligheden for at være med på samme vilkår og til samme tid som andre medborgere. Men der stilles til stadighed forhindringer i vejen for dette, først og fremmest fordi offentlige hjemmesider og tast-selv-services ikke er tilgængelige.
Det er DBSU’s opfattelse, at de forskellige hindringer for synshandicappedes tilgang kan fjernes ved, at man indfører lovgivning, der kræver tilgængelighed for alle i enhver forstand. Både i forhold til fysisk miljø og digital tilgængelighed er der allerede gjort et stort arbejde med beskrivelse og standardisering af tilgængelighed, så her kan lovgivning let gennemføres. Lovgivning vil kunne sikre, at tilgængelighed tænkes ind allerede når man designer nye it-systemer eller nye bymiljøer. Derfor kræver DBSU, at der indføres en egentlig tilgængelighedslovgivning i Danmark.
Som det flere steder fremgår af dette principprogram er erfaringsopsamling med henblik på kyndig vejledning og rådgivning af synshandicappede et helt essentielt element i den kompensation, som bør tilbydes synshandicappede.
Det er DBSU's klare opfattelse, at varetagelsen af erfaringsopsamlingen kun kan foregå kvalificeret på et centralt sted, som har ansvar for hele landet. Unge synshandicappede udgør en meget lille gruppe, og det er ganske enkelt ikke muligt at opbygge tilstrækkelig erfaring med synshandicappede på lokalt plan.
Dette betyder samtidig, at også vejledningen først og fremmest bør udbydes fra centralt hold. Hvis vejledningen udgår fra det sted, hvor erfaringerne opsamles, kan der uden mellemled drages nytte af disse.
Det er ikke DBSU’s opfattelse, at en central opsamling af viden og erfaringer er et brud på sektoransvarsprincippet, tværtimod. En central vidensenhed vil fremme mulighederne for, at sektorer selv kan påtage sig ansvaret for synshandicappede børn og unge, idet de forskellige sektorer derved har et fælles sted at rette henvendelse, når ekspertise er påkrævet.
For DBSU er det et ufravigeligt krav, at enhver synshandicappet, uanset om man er barn eller ung, under eller over myndighedsalderen, inddrages i alle aspekter af ens eget liv. Uanset om man er synshandicappet eller ej, har man et liv, hvor der skal træffes beslutninger, og synshandicappede børn og unge har lige så stor ret til at træffe disse beslutninger selv, som andre børn og unge har.
Det er endvidere et ufravigeligt krav, at synshandicappedes egne organisationer inddrages i alle forhold, som har betydning for synshandicappede, uanset hvor i samfundet disse forhold behandles og afgøres. Det er her især vigtigt, at spørgsmål om synshandicap ikke sammenblandes med spørgsmål om andre handicap. Manglende synsevne er et så fundamentalt anderledes handicap i forhold til andre handicapgrupper, at ingen andre handicapgrupper eller mennesker uden handicap kan tale på vores vegne.
Endelig er det for DBSU et ufravigeligt krav, at det synsfaglige system, som er sat i verden for at yde service til synshandicappede, også anerkender, at synshandicappede har en viden om og ekspertise i det, at leve som synshandicappet. Denne viden må udnyttes, og derfor må det synsfaglige system i højere grad end nu bruge synshandicappede til formidling af viden til andre synshandicappede. Det synsfaglige system må derfor ansætte flere synshandicappede medarbejdere, som kan videreformidle erfaringer og være med til at opsamle erfaringerne fra brugerne.
Familieliv.
Der gives i dag visse genteknologiske muligheder for at forhindre, at der fødes børn med synshandicap. I fremtiden vil mulighederne efter alt at dømme blive flere. Hvis man benytter sig af disse muligheder, er det et ufravigeligt krav fra DBSU’s side, at der ydes en meget grundig vejledning i forbindelse hermed.
For visse synshandicaps vedkommende kan man i dag ved hjælp af genetiske tests med meget stor sikkerhed konstatere, om et befrugtet æg vil udvikle et af disse synshandicap. Fremover vil dette formentlig komme til at gælde for flere typer af genetisk betingede synshandicap. Det er muligt at sortere et befrugtet æg fra, hvis man har en formodning om, at ægget vil blive til et barn med et synshandicap. Sker dette, er der tale om såkaldt fravælgende fosterdiagnostik. I fremtiden vil det formodentlig være muligt at ændre på arveanlæg i et befrugtet æg, som uden sådanne genetiske ændringer vil udvikle et synshandicap. På denne måde sorteres ægget ikke fra, i stedet udskiftes de bestemte gener, som vil komme til udtryk som et synshandicap.
Ingen må tvinges til eller føle sig presset til at benytte sig af de genteknologiske muligheder. For det første må ingen vordende forældre, hverken seende eller synshandicappede, tvinges eller presses til at få foretaget tests, ved hjælp af hvilke det kan fastslås om deres barn vil udvikle et synshandicap. For det andet må ingen tvinges eller presses til at benytte de muligheder der findes til at undgå at få et barn med synshandicap. De vordende forældre skal træffe deres valg efter at have modtaget indgående og kvalificeret rådgivning fra såvel læger som mennesker, der lever med et synshandicap. Forældrenes valg skal respekteres, og både børn og forældre skal tilbydes den støtte og vejledning, som mennesker med ikke-genetisk betingede synshandicap tilbydes.
Støtte til synshandicappede børn i førskolealderen:
DBSU mener, at synshandicappede børn i førskolealderen skal have tilbud om:
Ligesom for andre børn er førskolealderen meget vigtig for synshandicappede børns udvikling senere i livet. Det er afgørende for synshandicappede børn i denne alder, at de bliver integreret sammen med jævnaldrende børn, så de synshandicappede børn får sociale kompetencer til at klare sig i resten af livet. Samtidig må det sikres, at den nødvendige støtte til kompensation for synshandicappet også er til stede, så det synshandicappede barn ikke mødes af en mur af nederlag på grund af de lege etc., som et synshandicappet barn ikke kan deltage i. Der er tale om en vanskelig balancegang mellem på den ene side for meget støtte og på den anden side for lidt støtte. For meget støtte kan nemlig gøre barnet afhængigt og uselvstændigt, hvilket i det lange løb vil være med til at isolere det fra kammeraterne.
Samtidig er det vigtigt, at synshandicappede børn får mulighed for at møde andre jævnaldrende synshandicappede børn, så synshandicapidentiteten kan blive et naturligt led i opvæksten. Endelig må det sikres, at synshandicappede børn i førskolealderen får tilbud om kurser, hvor der arbejdes med opbygning af selvtillid og selvværd. Dette kan give et fundament som er uvurderligt for et synshandicappet barns fremtid, idet et liv som synshandicappet kræver en god portion livsmod.
Støtte til nyblinde børn og unge:
Det er DBSU’s holdning, at nyblinde børn og unge skal have krav på:
Såfremt et barn eller en ung bliver ramt af et synshandicap ,er det efter DBSU’s opfattelse meget vigtigt, at der står et professionelt tilbud klar med rådgivning og vejledning om konsekvenserne af synshandicappet, både i forhold til dagliglivet (almindelig daglig livsførelse og mobility), og i forhold til den pågældendes uddannelses- og/eller erhvervssituation. Desuden skal børn og unge med et nyligt opstået synshandicap have tilbud om psykologisk hjælp til at lære at leve med det at være blind eller svagsynet.
Det er også vigtigt, at et barn eller en ung med et nyligt opstået synshandicap kommer i kontakt med andre synshandicappede børn og unge. Den inspiration og hjælp, som en person med et nyligt konstateret synshandicap kan få ved sådanne kontakter er jf. DBSU’s erfaringer uvurderlige. Dette gælder både i forhold til den nyblindes opfattelse af, hvad der kan lade sig gøre som synshandicappet OG i forhold til den nye identitet, som den pågældende pludselig skal til at opbygge.
Hertil kommer, at det er en stor omvæltning for de pårørende til et ungt menneske, at personen har fået et synshandicap. Det er derfor vigtigt, at også de pårørende tilbydes vejledning. Vejledningen skal dreje sig om såvel de psykologiske som de praktiske sider ved at leve sammen med eller omgås synshandicappede.
Støtte til synshandicappede forældre:
Synshandicappede forældre skal efter DBSU’s mening have krav på:
Synshandicappede unge skal efter DBSU’s mening have de samme rettigheder som andre unge til at blive og være forældre. I forbindelse hermed, er det vigtigt at understrege, at synshandicappede skal have lige adgang til behandling for barnløshed og adoption. Det indebærer, at synshandicappede skal vurderes efter de samme kriterier, som alle andre, når der tages stilling til, om de kan få lov at adoptere. Desuden er det vigtigt at fremhæve, at synshandicap i sig selv ikke må benyttes af offentlige myndigheder eller andre som begrundelse for at gribe ind i den synshandicappedes ret til at være forældre. Det er imidlertid indlysende, at forældrerollen for en synshandicappet mor eller far eller et synshandicappet par er fyldt med dagligdags problemer, som skyldes manglen på synet. Disse kan i meget høj grad løses med tilstrækkelig økonomisk og praktisk hjælp.
Forældre til synshandicappede børn:
DBSU mener, at forældre til synshandicappede børn skal have ret til:
Det er en meget overvældende oplevelse for forældre at få at vide, at deres barn har et synshandicap. Derfor er det afgørende, at forældre til synshandicappede børn meget hurtigt får tilbudt rådgivning og vejledning om, hvad det vil sige at have et synshandicap, og hvad de selv kan gøre. Herunder er det vigtigt, at forældrene får at vide, hvor uvurderlig socialiseringen med andre mennesker, og særligt jævnaldrende og andre synshandicappede, er, samt at man som forældre også kan stille krav til synshandicappede børn og unge.
Støtten til forældrene skal ydes gennem hele deres barns opvækst, så de hele tiden har nogle kompetente personer at gå til, nogle som kan se situationen med neutrale øjne. Endelig må forældre til synshandicappede børn have mulighed for at udveksle erfaringer med andre forældre til synshandicappede børn.
Støtte til multihandicappede børn og unge med synshandicap:
DBSU mener at multihandicappede børn og unge med et synshandicap og deres forældre skal have krav på:
For den gruppe af børn og unge, som foruden synshandicappet også har andre handicap er det meget vigtigt at disse også får en barndom og ungdom sammen med forældre og søskende. Derfor må samfundet stille den nødvendige økonomiske og praktiske støtte til rådighed så hurtigt som muligt efter at et multihandicap er konstateret.
Det er endvidere vigtigt, at der findes en faglig højtkvalificeret støtte under uddannelse, uanset om denne uddannelse sker på centrale institutioner eller i det decentrale system.
Endelig må det sikres, at unge med et multihandicap også får mulighed for at bidrage til samfundets udvikling i overensstemmelse med de evner, de har. Det arbejde, de udfører må ikke være nedværdigende, men skal være nøje afpasset i forhold til den enkeltes evner.
Støtte til synshandicappede børn i grundskolen:
Det er DBSU’s krav, at synshandicappede børn i grundskolen skal:
Grundskoleforløbet er for synshandicappede børn og unge af lige så stor vigtighed som for andre børn og unge. Det er DBSU’s opfattelse, at grundskoleforløbet skal foregå integreret, hvor den synshandicappede gives alle de støttemuligheder, som er nødvendige for at gennemføre grundskolen, herunder f.eks. adgang til materialer på det medie, som den pågældende elev ønsker at bruge.
Det er centralt, at lærere og forældre er bevidste om, at man som synshandicappet indlærer nogle ting på en anden måde end seende gør. Bl.a. er det ofte vigtigt, at den synshandicappede får ting i hænderne i stedet for at få dem beskrevet på afstand.
Der skal også være mulighed for at den synshandicappede elev kan få støtte fra en støttelærer. Det kan være en nødvendighed i visse fag, men støttelærerfunktionen kan også udvikle sig til at blive en hindring for den synshandicappede i samværet med andre børn og unge. Derfor skal støtte via støttelærerfunktionen så vidt muligt begrænses til et minimum, ellers får synshandicappede børn og unge ikke en mulighed for at lære de samme sociale kompetencer som andre skoleelever.
For DBSU er det vigtigt, at synshandicappede børn og unge ikke bæres gennem et uddannelsesforløb, f.eks. ved overvurdering i forbindelse med eksaminer, fordi det ofte er at gøre den synshandicappede en bjørnetjeneste. Overvurderinger ved eksamensbordet eller for gode dispensationsvilkår medfører for det første, at der kan sættes spørgsmålstegn ved det eksamensbevis, der udstedes, og det medfører også, at den synshandicappede og dennes forældre får et urealistisk syn på egne evner. Når det er sagt skal det understreges, at nødvendige dispensationer naturligvis skal gives, og at dispensationerne ikke skal påføres eksamensbeviset, når der er tale om en kompensation for synshandicappet.
Det er vigtigt for DBSU at pointere, at synshandicappede børn og unge også skal have tilbud om et segregeret undervisningsforløb, hvis de selv ønsker dette. Et segregeret undervisningsforløb må ikke være af dårligere kvalitet end det almindelige grundskoleforløb, dvs. at den afsluttede segregerede grundskoleeksamen skal være sammenlignelig med den eksamen, som andre grundskoleelever har mulighed for at tage.
Endelig er det vigtigt at understrege, at synshandicappede skolebørn, som andre skolebørn, skal ud i erhvervspraktik. Dette er særlig vigtigt, når man er synshandicappet, fordi man normalt ikke har de samme muligheder for at tage et fritidsjob, som andre børn og unge har. Praktikophold kan være med til at give den synshandicappede et realistisk billede af egne evner og muligheder.
Rådgivning og vejledning i grundskolen:
DBSU mener, at synshandicappede elever i grundskolen skal have:
Højt kvalificeret rådgivning og vejledning er efter DBSU’s opfattelse af den allerstørste betydning for synshandicappede børn og unge. Uden en sådan kvalificeret rådgivning og vejledning, f.eks. i forbindelse med valg af ungdomsuddannelse, risikerer den synshandicappede unge kun at kunne vælge mellem de uddannelser, som andre synshandicappede har afprøvet før den pågældende, og dermed bliver valget ikke truffet i forhold til evner og interesse hos den enkelte. Ukvalificeret rådgivning kan også medføre overvurdering og forkerte valg fra den enkeltes side som følge af den rådgivendes mangel på viden om synshandicappet og de vilkår, der følger med.
Der skal sikres en central opsamling af erfaringer med synshandicappede elevers valg af ungdomsuddannelser med henblik på videreformidling af disse erfaringer til kommende generationer af synshandicappede børn, vejledere og forældre. Erfaringsopsamlingen skal både omhandle den enkeltes erfaringer samt systemets erfaringer og behovet for synshandicapkompenserende hjælpemidler og materialer.
Støtte til synshandicappede unge på ungdomsuddannelserne:
DBSU mener at synshandicappede unge på ungdomsuddannelserne skal have:
Der må ikke være økonomiske eller praktiske hindringer for, at unge synshandicappede kan vælge frit mellem de forskellige ungdomsuddannelser. Og når ungdomsuddannelsen er påbegyndt, skal den synshandicappede have adgang til kompenserende hjælpemidler og undervisningsmaterialer på det medie, som passer den enkelte bedst. Såvel hjælpemidler som studiematerialer skal leveres rettidigt, så den synshandicappede ikke bruger tiden på at vente, mens undervisningen i øvrigt fortsætter. En kvalificeret vejledning skal sikre, at den synshandicappede får tilbudt de rette hjælpemidler, og at den synshandicappede får det fulde udbytte af disse.
Der skal være mulighed for at få visse dispensationer ved eksamen begrundet i synshandicappet. Disse dispensationer skal ikke påføres eksamensbeviset. Dispensationerne skal gives på en måde, der sikrer, at den synshandicappedes ungdomsuddannelse har samme kvalitet, som hvis der ikke var givet dispensation.
Under ungdomsuddannelsen skal den synshandicappede modtage kvalificeret rådgivning og vejledning om, hvordan tiden efter endt ungdomsuddannelse kunne forme sig. Det drejer sig om vejledning i forhold til valg af uddannelse og erhverv og særligt i forhold til en afklaring af egne evner. Det er vigtigt, at den synshandicappede får klar besked, så der kan træffes realistiske valg. I denne vejledning skal indgå muligheden for at møde andre synshandicappede, der har stået eller står i samme valgsituation.
Endelig er det vigtigt, at der sker en central opsamling af de erfaringer som unge synshandicappede gør på ungdomsuddannelserne. Dette skal ske med henblik på at forbedre den fremtidige rådgivning.
Støtte til synshandicappede unge på ikke-boglige uddannelser:
Det er DBSU’s holdning, at synshandicappede unge, som vælger ikke-boglige uddannelser, skal have:
Der har efter DBSU’s opfattelse været alt for meget fokus på, at synshandicappede unge skal tage en videregående, boglig uddannelse. Dermed er mange synshandicappede unge havnet på overførselsindkomster, isoleret fra det fællesskab, livet på arbejdsmarkedet også giver mulighed for. Fokuseringen på boglige uddannelser er endvidere en negligering af et stort antal synshandicappede unges evner og dermed efter DBSU’s mening et meget sørgeligt kapitel i det offentlige Danmarks støtte til vores gruppe.
For at råde bod på dette misforhold må alle kræfter sættes ind på, at synshandicappede unge støttes 100 % i deres uddannelsesvalg. I de tilfælde, hvor synshandicapkompenserende hjælpemidler ikke findes til en given uddannelse må de fremstilles, naturligvis i et nationalt eller internationalt samarbejde.
Det må sikres, at såfremt ikke-boglige uddannelser gennemføres i et særligt tilrettelagt tilbud for synshandicappede at de forskellige dele af uddannelsen er umiddelbart sammenlignelige med uddannelser i det almindelige uddannelsessystem.
Der skal etableres en central opsamling af synshandicappedes erfaringer med ikke-boglige uddannelser med henblik på videreformidling af disse erfaringer til kommende generationer af synshandicappede unge, vejledere og forældre. Erfaringsopsamlingen skal både omhandle den enkeltes erfaringer samt systemets erfaringer og behovet for synshandicapkompenserende hjælpemidler og materialer.
Støtte på kortere, mellemlange og lange videregående uddannelser:
DBSU mener, at synshandicappede på kortere, mellemlange og lange videregående uddannelser skal have:
Selv om der har været fokus på videregående, boglige uddannelser i de seneste 30 år er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at den støtte som gives er tilstrækkelig. Både produktionen af materialer på et for den enkelte anvendeligt medie og leveringstiden af disse materialer er stadig – på trods af mange års intensivt arbejde - for det meste hæmmet af lange ventetider og en mangel på forståelse for brugerens ønsker. Derudover er der ikke i nødvendigt omfang blevet taget hensyn til, at en synshandicappets studietid kan blive forlænget, hvis materialer og hjælpemidler ikke leveres til rette tid.
Samtidig er udbuddet af forskellige videregående uddannelser kun øget ganske svagt. Der er en tendens til at rådgive og vejlede synshandicappede unge til uddannelser, hvor viden haves om uddannelsen og hvor materialerne allerede findes i nogen grad.
Der skal etableres central opsamling af erfaringer med synshandicappede unge på videregående uddannelser med henblik på videreformidling af disse erfaringer til kommende generationer af synshandicappede unge, vejledere og forældre. Erfaringsopsamlingen skal både omhandle den enkeltes erfaringer samt systemets erfaringer og behovet for synshandicapkompenserende hjælpemidler og materialer.
Støtte til synshandicappede på arbejdsmarkedet:
Det er DBSU’s opfattelse, at synshandicappede på arbejdsmarkedet skal have:
Det er DBSU’s opfattelse, at alle synshandicappede, som har gennemført en uddannelse af en eller anden slags, også ønsker at være en del af arbejdsmarkedet og dermed også være samfundsproduktive. Overgangen fra uddannelse til arbejdsmarked er imidlertid meget vanskelig, hvilket skyldes f.eks. uvidenhed om synshandicappedes måde at klare sig på, mangel på viden blandt synshandicappede om hvordan det er at være på arbejdsmarkedet og endelig så fundamental enkel en ting som mangel på adgang til jobannoncer i tilgængelig form. Følgelig kan praktikperioder være givtige både for den synshandicappede og en evt. kommende arbejdsgiver.
Synshandicappede unge skal have mulighed for selv at bestemme, om de vil være tilknyttet arbejdsmarkedet på almindelige eller særlige vilkår, idet betingelserne for særlige vilkår dog skal være opfyldte, og idet der skal ske en ordentlig vejledning inden afgørelse om ansættelsesvilkår træffes. Når disse forhold er i orden er det DBSU’s opfattelse, at vi som synshandicappede skal acceptere hinandens valg, herunder at nogen ønsker at være ansat på særlige vilkår.
Der skal etableres central opsamling af erfaringer med synshandicappede på arbejdsmarkedet med henblik på videreformidling af disse erfaringer til kommende generationer af synshandicappede unge og synsfaglige vejledere. Erfaringsopsamlingen skal både omhandle den enkeltes erfaringer samt systemets erfaringer og behovet for synshandicapkompenserende hjælpemidler og materialer.
Fritiden er for synshandicappede lige så vigtig som for alle andre. Og i fritiden er det ekstra vigtigt, at man kan vælge at bruge sin tid, hvor man føler sig bedst tilpas. Det er derfor vigtigt at synshandicappede har mulighed for at vælge både tilbud, der er tilrettelagt for synshandicappede og aktiviteter, som foregår integreret med andre børn og unge. Det skal være muligt at få støtte i fornødent omfang til begge former for fritidstilbud.
I forhold til sport og fysisk udfoldelse skal synshandicappede børn og unge have krav på:
Fysisk udfoldelse er vigtig for alle også for synshandicappede af hensyn til fysisk og psykisk velvære. For synshandicappede giver fysisk udfoldelse også en bedre fornemmelse af kroppen, som kan være vanskelig at få når man ikke kan se. Det er derfor vigtigt, at synshandicappede får adgang til en bred vifte af fysiske udfoldelsesmuligheder.
Ved deltagelse i kulturlivet har synshandicappede børn og unge krav på:
Synshandicappede børn og unge har, som alle andre mennesker, behov for at deltage i kulturlivet, f.eks. gå i teater, på museum eller lign. I den forbindelse vil det ofte være nødvendigt at have en ledsager med, som kan klare nogle praktiske ting. Men derudover kan en ledsager også beskrive og forklare om nogle af de ting, som man som synshandicappet ikke kan have en direkte oplevelse af.
Undervisning og praktisk hjælp i fritiden:
Synshandicappede børn og unge skal i forbindelse med undervisning og praktiske gøremål have krav på:
I Danmark er der en lang række af fritidstilbud i form af undervisning af den ene eller den anden art. Det gælder for eksempel hobbyarbejde eller musikundervisning. Men det gælder også undervisning som har til formål at forbedre den enkeltes faglige kunnen, hvad enten man blot ønsker at få udvidet sin horisont eller man vil bruge kurset til at forbedre sine jobmuligheder.
Synshandicappede har også i fritiden stor glæde af IT. Den gør det nemmere at kommunikere med omverdenen. E-mail og adgang til Internettet har forøget synshandicappedes muligheder for at søge informationer i væsentlig grad. Derfor er det vigtigt at synshandicappede tilbydes undervisning i brug af IT, herunder også kompenserende undervisning i brug af synshandicapkompenserende hjælpemidler.
Synshandicappede har ligesom andre et behov for at gå på indkøb, herunder i tøjbutikker, eller f.eks. tage i svømmehallen. Det kan imidlertid være vanskeligt at gøre dette på egen hånd. Derfor mener DBSU, at det skal være muligt at få stillet en ledsager til rådighed til sådanne aktiviteter. Ligesom det skal være muligt at få støtte til at få udført enkle opgaver i hjemmet, som kan være svære for den synshandicappede at udføre, såsom at hænge lamper og billeder op. Sådanne gøremål kan også være bestemte former for rengøring, som man med et synshandicap kan have vanskeligt ved at udføre.
DBSU har, som det fremgår ovenfor, mange krav til samfundets indretning. Men dette principprogram er ikke kun en samling krav, det er en sammenfatning af, hvad der er nødvendigt for, at synshandicappede kan være ligestillede borgere. Rettigheder og pligter er to sider af den samme sag, nemlig ligestilling. Hvis man i Danmark mener ligestillingen alvorligt, må man skabe forudsætningerne for, at også synshandicappede kan deltage på lige vilkår.
Hvis de krav, som opstilles ovenfor, i højere grad blev imødekommet, kunne den marginalisering og sociale isolation, som en del synshandicappede lever med, undgås. Den sociale isolation skyldes mange forhold. Men hvis alle synshandicappede kunne regne med et stabilt fundament i form af kvalificeret vejledning og tilstrækkelig pædagogisk, psykologisk og økonomisk støtte, ville vi være nået langt. For så kunne vi som synshandicappede bruge vores tid og kræfter på det væsentligste for alle mennesker, at skabe en god tilværelse for både os selv og andre. Vi ville kunne give uddannelse, arbejde, familie og venner den fulde opmærksomhed, som disse ting fortjener.
Kravene oven for skal ikke ses som et udtryk for, at vi ønsker rådgivning og vejledning fra konsulenter eller økonomisk støtte til hver eneste handling. Opfyldelse af vore krav skal ses som hjælp til selvhjælp, så vi selv kan leve livet i alle dets faser. Vi vil ikke overkompenseres, blot kompenseres i et omfang, der gør det muligt for os at gennemleve barndom, ungdom og voksenliv på lige fod med andre borgere i det danske samfund. Ligebehandling kræver imidlertid i visse tilfælde forskelsbehandling til vores fordel, f.eks. i form af økonomisk støtte.
DBSU vil med dette principprogram i hånden fortsætte kampen for ligebehandling af synshandicappede børn og unge i det danske samfund. Vort mål er det ideelle samfund, hvor ingen positiv eller negativ forskelsbehandling er nødvendig for at integrere synshandicappede børn og unge, et samfund hvor vi kan yde efter evne og nyde efter behov som alle andre borgere i Danmark.
Vedtaget på Dansk Blindesamfunds Ungdoms landsmøde 8. marts 2003